Estimat og certifikat for virksomheders vandforbrug fra AI Privat initiativ, ikke en offentlig myndighed

Metode og kilder

Her står, hvordan vi regner, hvilke tal vi bruger, og hvor de kommer fra. Alle vandtal er estimater. Ingen kan i dag måle, hvor meget vand en enkelt virksomheds brug af AI kræver.

To slags tal: overslag og estimat

Beregneren på forsiden giver et groft overslag. I vælger mellem få svarmuligheder, og vi regner med gennemsnitstal. Den er lavet til at give en fornemmelse af størrelsen, ikke et facit.

Det estimat, der står på et certifikat, laver vi sammen med virksomheden. Vi spørger ind til, hvilke værktøjer der bruges, af hvem og hvor ofte, og virksomheden får hele beregningen at se.

Formlen

  • Tekst: antal AI-brugere × prompts pr. arbejdsdag × 220 arbejdsdage × vand pr. prompt
  • Billeder: antal AI-brugere × billeder pr. uge × 46 arbejdsuger × vand pr. billede
  • Video: videoklip pr. måned × 12 måneder × vand pr. klip

Resultatet er det estimerede AI-vandforbrug i liter pr. år. Det ganger vi med to, og det er den mængde rent drikkevand, vi finansierer.

Vand pr. tekstprompt: gennemsnittet af de mest brugte

Vi regner med gennemsnittet af de tal, som udbyderne bag de mest brugte AI-assistenter i Danmark selv har offentliggjort. ChatGPT står for omkring 85 procent af trafikken fra AI-chatbots i Danmark og Gemini for omkring 7 procent (Statcounter, september 2026).

AssistentVand pr. promptHvad tallet dækkerKilde
ChatGPTca. 0,32 mLGennemsnitlig forespørgsel. Metoden er ikke offentliggjort.Sam Altman, “The Gentle Singularity”, juni 2025
Gemini0,26 mLMedian tekstprompt. Vand til køling i datacentret.Google Cloud, 21. august 2025
ClaudeIntet officielt talAnthropic har ikke offentliggjort et tal for vand pr. prompt. Claude tæller med gennemsnittet af de andre.
Gennemsnit0,29 mLDet tal, beregneren bruger for en tekstprompt.

Microsoft har heller ikke offentliggjort et tal for Copilot. Når en udbyder offentliggør et tal, lægger vi det ind i gennemsnittet.

Billeder og video

Ingen udbyder har offentliggjort vandtal for billeder eller video. Her bruger vi uafhængige estimater: 29 mL pr. billede og 4,1 L pr. videoklip, som FN-universitetets vandinstitut (UNU-INWEH) er citeret for i pressen i juni 2026. [Indsæt link til originalrapporten]

Det, tallene ikke fanger

  • Udbydernes tal dækker vandet i selve datacentret. Vandet bag strømmen og træningen af modellerne er ikke med. Mistral har regnet hele livscyklussen med for sin egen model og når 45 mL pr. svar (Mistral AI, 22. juli 2025). Det viser, hvor meget afgrænsningen betyder.
  • Ræsonnerende modeller og agenter, der arbejder i mange trin, bruger mere pr. opgave end en almindelig prompt.
  • AI, der er bygget ind i andre programmer, fx søgning, mail og regneark, er svær at tælle.
  • Vandforbruget afhænger af, hvor datacentret ligger, og hvordan det køles.

Det er grunden til, at vi finansierer det dobbelte af estimatet.

Hvor pengene går hen

Vi giver 10 procent af vores overskud til organisationer, der skaffer rent drikkevand, og altid mindst det dobbelte af alle estimater regnet om til liter efter partnernes egne dokumenterede omkostninger. Beløbene og modtagerne står på siden Om os.

Sådan må I omtale certifikatet

Vand er en lokal ressource, og EU-direktivet om styrkelse af forbrugerne i den grønne omstilling (2024/825), som gælder fra 27. september 2026, stiller skrappe krav til miljøpåstande. Skriv derfor:

  • “Vi har fået estimeret vores AI-vandforbrug og finansierer det dobbelte i rent drikkevand gennem AI Klimaaftryk.”
  • “Vores certifikat finansierer cirka [X] liter rent drikkevand om året.”

Skriv ikke, at jeres AI er vandneutral, eller at vandforbruget er kompenseret eller udlignet.

Ændringer

Når udbyderne offentliggør nye tal, opdaterer vi beregneren og skriver her, hvad der er ændret og hvornår.